Hverdagen på Blaakilde for "De fire Storme" af Rita Storm
Lange dage og treholdsskift
De mødte nok ind kl. 7 og gik hjem kl. 17. Det var lange arbejdsdage. Ritas far var hjemme til aften.
Hun ved ikke, hvad de havde af pauser, men de har i hvert fald haft middagspause, for der var en spisestue.
Hendes onkel Jørgen arbejdede i treholdsskift med en uge dag, en uge aften og en uge nat, men det kunne hendes far ikke holde til.
Familiemedlemmernes arbejdsopgaver på Blaakilde
Ritas far vejede benmel og lignende af i sække i laden, som de kaldte det. Det var et stort åbent rum, og der var god gulvplads. (Der var sandsynligvis en beholder, hvor melet kom ud af, for i artiklen fra 1936 var der beskrevet et anlæg til automatisk afvejning, så der er nok kommet den rette portion ud i hver sæk. Red.) Hun mente ikke, han havde andre opgaver, for han var altid det samme sted. Det var i den bygning, der blev kommunens salthal, og som nu er lejet ud til VUC sprogskole.
Onkel Anton var i smelteriet.
Man gik ikke op i arbejdsopgaverne. De arbejdede bare på Blaakilde.
Anton Hus og Anton Uden Hus
Der var en anden Anton på fabrikken, Anton Christensen, og han boede til leje i Allégården, så ham kaldte de Anton Uden Hus, og hendes onkel havde hus på Udsigten, så han blev kaldt Anton Hus.